Han kommer løbende imod mig gennem skovbunden. I fuld fart.

’Se! Se! Nu hopper jeg.’

Han sætter over det lille vandløb i et mægtigt spring.

Han smiler over hele hovedet. Går mig i møde med det der glade grin, jeg bare elsker.

Han er min.

[Og klip]

Det er aften. Vi sidder i lokalet. Neonrørerne skinner hårdt ned. Udenfor regner det med våde, store dråber.

Vi føler os begge klemte. Og lidt forkerte.

Ordene kommer i lind strøm fra den anden side af bordet.

’Du er god i skolen. Du er fagligt dygtig. Du er langt fremme i matematik. Du har også en rigtig god læseforståelse. Men, du har det med at afbryde, og du er også noget urolig. Det må du til at lægge fra dig.’

Det er kun møntet på ham. Men jeg føler mig også ramt.

Han har lidt svært ved at møde deres øjne. Jeg kigger på ham. Jeg kan mærke det helt ned i maven.

Vi føler os begge to fanget.

Fanget i den låste position på stolene.

Men der er ingen vej uden om.

Det er den årlige skole-hjem-samtale. Det er her vi mødes. På børnestole. I børnehøjde.

Og så alligevel ikke.

For snakken går ikke så nemt. Det føles sådan lidt forhørsagtigt. Selvom det ikke er det, der er meningen.

Jeg ved, hvorfor han føler uro. Hvad der får ham til at rejse sig op flere gange i løbet af en time og gå rundt.

Det hans temperament. De mange fine linjer i hænderne, der fortæller det. Ligesom mine egne gør det.

’Jeg har et forslag’, siger jeg. ’Hvad med en bold, han kan sidde på?’

Den køber de.

Jeg ved også, hvorfor han svarer, selvom det ikke er hans tur. Han er hurtig. Hans hjerne arbejder i højt tempo. Han processer mange data på kort tid.

‘Hvad med at skrive dit svar ned på et papir, hvis du ikke synes, du bliver spurgt hurtigt nok – eller hvis der er en anden, der bliver valgt?’ Spørger jeg ham.

Det vil han prøve.

’Må han tegne, hvis han bliver rastløs?’ Spørger jeg dem på den anden side.

’Nej, det er ikke så godt. For selvom han kan administrere det, så er det ikke sikkert, at alle kan.’ Lyder svaret.

[Og klip]

Det er mørkt. Det er sent.

Jeg står i vores køkken og reflekterer over dagens samtale.

Jeg mærker en indre ked-af-det-hed.

Det er ikke nemt at sidde stille, når man har et stort eget drive, en hurtig hjerne, en masse energi og lysten til eventyr, spænding og er god til at lege sig klogere.

Hvor er jeg glad for, at jeg har en genvej til min søn. At jeg med håndanalysen kan gå bagom udtryk og attitude. At jeg kan se ind bag facaden.

For dér er det hele.

Hans livlighed, hans glæde, hans behov for bevægelse og at han godt kan lide at have mange ting i gang på én gang. Hans hurtige hjerne, som lige nu bokser med, hvordan man skal være i skolen for at passe ind. Og at han lige nu forsøger at passe ind.

Det føles SÅ godt.

At have dyb indsigt i, hvad der glæder ham, og hvad der nager ham. Så jeg kan hjælpe ham med det, der betyder noget.

Vil du også have denne indsigt – i dig selv eller en af dine nærmeste – så er et personligt 360 graders tjek måske noget for dig.

Kærligst
Louise

RSS
Facebook
Facebook
Instagram
YouTube
LinkedIn
Follow by Email
SHARE