Jeg er værd at elske lige præcis, som jeg er.

Jeg elsker penge, og penge kommer let til mig.

Jeg er taknemmelig for alle de ting, der sker i mit liv.

Har du hørt linjer som disse før – eller nogle der ligner?

Der er tale om mantraer.

Hvad er et mantra?

Et mantra er ord, sætninger eller en række af sætninger, der er opbygget på den måde, at ordenes rytme og lydkombinationer tilvejebringer bestemte vibrationer, som skal fremkalde bestemte virkninger.

Det er altså tale om ord eller sætninger, som du siger for dig selv hver dag eller nogle gange om ugen, fordi du fx gerne vil have særligt fokus på taknemmelighed eller glæde – eller fordi du gerne vil ændre dit forhold til fx penge eller kærlighed.

Virker et mantra?

Tidligere var jeg ret skeptisk overfor ideen om mantraer.

Jeg troede, at det i bedste fald var store ord på flotte posters og i værste fald, at det bare var en pengemaskine, der fik alle os, der fra tid til anden føler os lidt vildfarne eller fortabte, til at købe et nyt mantra, når vi var lidt nede, havde pengeproblemer eller ikke kunne finde en kæreste.

Men jeg blev ved med at støde på mennesker, som anbefalede mig at bruge et mantra.

Det var både selvudviklings-coaches, mentorer, psykologer og succesfulde forretningsfolk, der insisterede på, at mantraer hjalp dem med at fokusere på det, der er vigtigt, og støttede dem igennem svære perioder.

Så med så meget andet, jeg støder på, som kan hjælpe mig på vej på min og mine klienters rejse, dykkede jeg ned i mantraer.

Forskning har vist, at vi har mellem 45.000 og 51.000 tanker om dagen – eller 150 til 300 tanker i minuttet. Det i sig selv er rimelig mange. Forskning har også vist, at de fleste af os tænker negativt i ca. 80% af tilfældene. Ret vildt, ikke?

Der er en god grund til det. Det er vores hjerne, der er skabt til hele tiden at være på vagt.

Men hvis du gerne vil have et mere positivt livssyn eller styrke dig selv, så er mantraer smarte. For forskerne har også undersøgt og bevist, at ord skaber vores virkelighed i langt større omfang, end vi er bevidste om.

Det, vi siger til os selv, har altså ret stor betydning for vores selvopfattelse og selvværd – og for, om vi kan finde ind til følelsen af taknemmelighed og glæde ved selv de mindste ting, selvom hverdagen ikke nødvendigvis er lutter lagkage.

I mit tilfælde hjælper mit mantra mig med at udvide min evne og følelse af mere kærlighed, succes og skaberkraft. Lige så stille bliver min lykke-ballon inden i mig større og større. Jeg oplever ganske enkelt mere glæde og taknemmelighed i hverdagen.

Sig dit mantra højt eller hæng det op på væggen

Med forskningen i ryggen begyndte jeg at prøve mantra-ideen af.

Jeg fandt et mantra, der vakte genklang i mig, og så jeg begyndte at sige det højt til mig selv.

Når jeg var i bad.

Når jeg cyklede.

Når jeg gik tur.

Når jeg engang imellem stoppede op i hverdagen og tog en dyb vejrtrækning.

Og lige så stille fandt ordene fra mit mantra ind i mit økosystem. Og de blev til pejlemærker for, hvordan jeg gerne vil leve mit leve – og hvordan jeg vælger at opleve det, der sker omkring mig.

Nogle foretrækker at sætte billeder op eller skrive sedler med deres mantra. Jeg selv oplever, at mantraet virker stærkest, når jeg siger det højt for mig selv.

Du kan også meditere til dit mantra. Er du nysgerrig efter, hvordan du gør det, så kan du fx finde inspiration her eller lytte til en guidede version her.

Har du et mantra?

Jeg har ét mantra, som jeg bruger. Mit mantra lyder:

I expand myself with love, abundance and success every day and I inspire people around me to do the same

I perioder siger jeg det til mig selv mange gange om dagen, og i andre perioder bruger jeg det kun et par gange om ugen. Det afhænger lidt af, hvordan det hele går. Uanset, så bliver jeg rigtig glad hver gang, jeg siger det og det minder mig om, hvad der er vigtigt for mig.

Hvad med dig – har du et mantra?

Hvis ikke du har et mantra endnu – og gerne vil have et – så prøv at spørge dig selv, om der fx er områder i dit liv, der er svære – og hvor du har brug for ekstra støtte. Eller om du har særlige mål, du gerne vil nå, og hvad der skal til for, at du kan holde fokus på vej mod det mål.

Når du har fundet frem til det, kan du spørge dig selv hvilket mantra, der kan hjælpe dig med lige netop det.

Du kan også finde inspiration til dit mantra her.

Det bedste ved mantraer er, at ingen har patent på dem. Du kan bruge lige det, du vil.

Du er naturligvis også meget velkommen til at bruge mit, hvis det vækker genklang i dig.

Kærligst
Louise

RSS
Facebook
Facebook
Instagram
YouTube
LinkedIn
Follow by Email
SHARE